Mads Christoffersen, Niels Møller, Lisbet Theilgaard

Arbejdet forstået Baglæns

Arbejdets mening

 

Projektet Arbejdets mening startede i 2017 med at lave heldags Fortidsværksteder (gruppeinterviews) med folk fra 12 forskellige faggrupper. 128 personer har deltaget som repræsenterer mere end 5000 år erhvervserfaring.

Resultatet af værkstederne forligger nu i form af bogen Arbejdet forstået baglæns.

Erfaringer fra 40 års arbejdsliv. Forlaget Frydenlund, 2019. Her fortæller deltagerne om, hvad der har været godt og skidt i deres arbejdsliv, hvordan de oplever overgangen fra arbejds- til seniorliv og hvilket pensionistliv de lever i dagen. Bogen prøver at besvare spørgsmålet om sammenhængen mellem arbejdsliv og seniorliv.

 

 

Hvad er resultaterne af Fortidsværkstederne?

Beretningerne fra de 12 fortidsværksteder viser en klar retning i deltagernes erfaringer:

Gode kolleger og relationer, mulighederne for at udvikle sig fagligt og have stor kontrol over egne arbejdsforhold oplevede alle som en forudsætning for, at deres arbejde var meningsfyldt.

Dårlig ledelse var klart dominerende som det mest negative aspekt ved arbejdslivet. Nogle grupper kunne værne sig mod dårlig ledelse gennem solidaritet og selvstændighed i arbejdet, andre led under dårlig ledelse i form af ledernes inkompetence eller vilkårlige adfærd og beslutninger. God ledelse var efterspurgt, men relativt sjælden.

Ledelsesformerne ændrede sig i perioden: i starten var der tale om høj grad af mening og egen kontrol over arbejdet. Her var tale om dialog og ledelse. I slutningen af perioden var der tale om mindre dialog, mindre egen indflydelse og mere styring fra ledelsessystemet.

Danskerne er måske stadig et lykkeligt folk, men på arbejdspladserne er tilfredsheden og oplevelsen af mening gennem de sidste ca 20 år af perioden blevet udhulet ganske betydeligt på grund af dårlig ledelse.

De fleste deltagere var glade for at forlade arbejdet, selv om mange havde været glade for det. Seniorlivet gav frihed for de fleste, men nogle savnede den struktur for dagliglivet, som arbejdet havde givet.

Mange gav udtryk for, at det var vigtigt selv at vælge tidspunktet for at forlade arbejdet, og historierne viste, at en god afslutning var en vigtig forudsætning for at skabe et godt seniorliv. Et par skræmmende eksempler viste, at det kunne være næsten traumatisk at blive tvunget til at gå på pension.

Bogen indeholder gennem sine historier et væld af inspirationer til både ledere og medarbejdere, og opstiller en række råd til, hvordan kommende generationer kan forberede et godt seniorliv. Et godt arbejdsliv er en forudsætning for et senere seniorliv.

 

Præsentation af bogen på Christiansborg

Bogen blev præsenteret den 23.9. 2019 i Fællessalen på for ca. 130 mennesker: deltagere fra fortidsværkstederne, folk der har støttet projektet og folk, der er interesserede i arbejdsliv.

Uffe Elbæk bød velkommen og fortalte, hvorfor Alternativet havde lånt lokaler til projektet. Han mødte Mads Christoffersen og hørte om hans idé med at se tilbage på arbejdslivet:

Jeg syntes, det var en fuldstændig genial idé. Jeg fatter ikke, der ikke er nogen, der har fået den idé noget før….fordi herinde snakker vi om, hvordan vi får det samfund, vi har fortjent. Bogen stiller det spørgsmål: Hvordan får vi de arbejdspladser og det arbejdsliv, vi har fortjent?

Mads Christensen præsenterede baggrund, idé og formål med projektet og bogen.

Niels Møller styrede oplæg fra de tre paneldeltagere og spørgsmål og diskussion fra salen.

Det blev til en livlig debat set bagud og fremadrettet. Om vigtigheden af god ledelse, om det grå guld og om at inspirere borgere og politikere til at sikre en fornyet dansk ledelse på arbejdspladserne i Danmark.

 

Hvad siger deltagerne

Kim Normann:

Jeg fik en indbydelse til at deltage i en workshop om udarbejdelse af bogen: Arbejdet forstået baglæns. Det var relativ kort tid efter jeg var blevet fyret efter stress i Handelsbanken. Billedet stod klart i mit hoved, og en udvej af dyndet efter fyringen, var at arbejde med det. Derfor kom bogen som en lille gave. Fortidsværkstedet var en øjenåbner; jeg fandt ligestillede, men også mennesker som havde haft andre udfordringer, og mennesker med positive minder. Det satte mange tanker i gang i mit hoved, og det var ligesom en befrielse at være med til lanceringen af  af bogen på Christiansborg. Jeg mange gode snak med de andre deltagere, og det føltes som om jeg kunne sige farvel til en byrde. Jeg talte med mange fra andre brancher. En herre fra bryggeribranchen fortalte mig fx hvordan det havde været at være Ølkusk i ”gamle dage” – dengang der ikke var computere og dankort. En anden god snak med en fra byggeribranchen som fortalte om de mange ændringer der sket. Når man sådan har været igennem en del af den teknologiske udvikling, går det lidt op for én, hvor hastigt det har gået, og hvor hurtigt vi har glemt de mange positive oplevelser vi har haft, hvilket jeg syntes var en anden fællesnævner på mødet. At læse bogen har også været en positiv oplevelse. Det har fået mig til at se mere positivt på min karriere. Det negative fyldte for meget. Jeg har trods alt, haft mange rigtig gode oplevelser, og har fået taget forbindelsen op til nogle af de dygtige ledere jeg har haft, og givet dem tilbagemelding, hvilket jeg fornemmer har glædet dem. De negative oplevelser ligger der stadigt, specielt den kedelige afslutning på mit arbejdsliv, men det fylder ikke så meget mere. Bogen er samtidigt et godt indblik i hele arbejdsmarkedet, og har åbnet mine øjne for de mange udfordringer der er/har været. Specielt den røde tråd om lederevner har vagt min interesse. Jeg har anbefalet bogen til mange, da jeg mener den med sin bredde dækker godt hvad der er sket på arbejdsmarkedet de sidste mange år, på godt og ondt.

Lissi Olsen (3F):

Jeg var med i fortidsværkstedet med 3F’ere. Det er snart to år siden. Jeg husker stadigvæk, at det var spændende. Selv om jeg kendte flere af deltagerne havde jeg aldrig hørt deres historier. Nu hvor har jeg læst kapitlet om 3F i bogen. Så er det som om det var i går. Jeg kan se deltagerne og se hvor de sad. Jeg har også læst om politifolkene og sosuerne. Det er spændende at læse om de andre faggruppers fortidsværksteder. Siden 1994 har jeg været aktiv i to seniorklubber. Jeg har fortalt om fortidsværkstederne i begge klubber. Folk syntes det lød spændende. Nu vil jeg tage bogen med.  Den ene klub er for seniorer fra FDB/COOP DK. Vi holder møder hele året. Det foregår hos FDB. Vi er cirka 25 medlemmer. Virksomheden giver frokost. Det er dejligt at have kontakt med sin gamle arbejdsplads og møde gamle kolleger. Den anden seniorklub jeg er medlem af er 3F Vestegnen. Der er mange forskellige aktiviteter: En spillemand der spiller og fortæller. Foredrag og udflugter.

Eyvind Vesselbo (kultursociolog, tidl. MF) :

Fortidsværkstedet er et spændende projekt, hvor man sammen med fagfæller får lejlighed til at tænke tilbage på sit arbejdsliv. Man bliver ”tvunget” til at finde de positive og de negative sider frem i forbindelse med de arbejdspladser og funktioner, man har haft gennem livet. Det går op for en, at noget af det, man tidligere har opfattet som negativt, og som man har reageret på, faktisk har ført til noget positivt, måske sådan, at man har skiftet job og fået et bedre arbejdsliv. Det er også rart, at sidde sammen med fagfæller og lytte til, at mange af dem har haft mange af de samme gode og dårlige oplevelser på deres forskellige arbejdspladser. Man får derfor oplevelsen af, at man ikke er alene om mange af de situationer, man har oplevet på sine arbejdspladser. Debatten af situationen efter, at man har forladt arbejdsmarkedet satte en masse tanker i gang. Skal man bare slappe af og passe børnebørn, eller skal man fortsætte i det små med at holde sig fagligt i gang? Det er en meget væsentlig debat. Fortidsværkstedet har gav mig meget, og jeg kan kun på det kraftigste anbefale, at man støtter projektet. Det kan få stor betydning for vores viden om indretningen af det fremtidige arbejdsmarked.

Janne Sødring

Fremtidsværkstedet sammen med pensionister??!! Hvad var nu det? Jeg blev inviteret ind til et projekt, hvor jeg sammen med andre pensionerede fagfæller, skulle sætte ord på, hvordan arbejdslivet havde formet og udviklet sig for os alle. Tankerne rullede nu baglæns og vi beskrev hver især vores arbejdsliv, hvor alt det gode og spændende, men også det der havde været svært, dukkede op og blev fortalt. Alle de historier jeg her blev vidende til viste med alt tydelighed, at arbejdslivet i langt større grad bør forstås baglæns, ved at trække erfaringerne ud og gøre brug af dem til indretning af fremtidens arbejdsforhold. Jeg håber inderligt, at projektet kan blive fonded og ser frem til at vi en dag – måske for første gang – kan læse en bog hvor arbejdslivet er forstået baglæns.

Erik Haugaard (ingeniør)

Når man til daglig ind imellem funderer over, hvordan éns arbejdsliv har været, og hvad det har betydet for én selv, så er man tilbøjelig til at fokusere på de ting, som man husker bedst, og som man gerne vil huskes for. Vi er jo alle på en eller anden måde lidt selvoptagne og vil gerne have et godt eftermæle.   Men da jeg deltog i workshoppen om ”Det Udlevede Arbejdsliv”, blev det lige pludselig vildt spændende, fordi de andre deltagere virkede som en inspirerende kemisk katalysator med meget hurtig reaktionstid, og pludselig stod en hel række hændelser fra éns eget arbejdsliv lysende klart i bevidstheden. At jeg i visse arbejdssituationer har opført mig som ”en arrig foxterrier” ja, det fik jeg øjnene op for under workshoppen.

Dorte Skot-Hansen (kultursociolog, tidl. lektor på Danmarks Biblioteksskole)

Jeg deltog i et fortidsværksted med sociologer og kultursociologer, nogle gamle bekendte og nogle nye. Trods vores fælles uddannelses baggrund havde vi meget forskellige erfaringer fra arbejdslivet. Men én ting trådte tydeligt frem: Vi havde alle oplevet en stor frihed og glæde ved vores arbejde. Og det samme prægede vores pensionistliv. Vi vil have meningsfulde oplevelser, dyrke familien og nyde langsomheden uden bindinger. Som ‘ny’ pensionist var det livsbekræftende at få sat arbejdslivet i perspektiv og at få indput til en ny, givende livsfase. Arbejdslivet er slut, men det er livet ikke!

Citater

… jeg opfatter bogen som en hyldest til det arbejdende folk.
Finn Sørensen, tidligere Folketingsmedlem for Enhedslisten.

Jeg håber, bogen vil blive flittigt læst af fagforeningerne og virksomhedernes ledelser. Jeg tror, de vil blive klogere, ligesom jeg tror, at vores politikere vil opleve, at her er noget at komme efter.
Peter Ussing, tidligere formand for Prosa.

Dennis Kristensen, FOA, talte om at det er vigtigt at lære af fortiden, men også om, at vi har brug for at se fremad for at skabe nye løsninger:Der er rigtigt mange inspirationer at hente i bogen. Vi bør sætte den dagsorden overfor politikerne: Hvordan i alverden forestiller i jer fremtiden?

Mads Christoffersen

Kultursociolog, skribent, konsulent og foredragsholder
Tidligere mangeårig leder af DTUs Executive MBA. Gennem 10 år leder i det private erhvervsliv.

 

Niels Møller

Sociolog, deltidslektor ved AUC.
Mangeårig afdelingsleder ved Management Engineering på DTU. Har arbejdet med ledelse, organisation og arbejdsliv.

 

Lisbet Theilgaard

Cand.mag i fransk, dansk og psykologi. Coach og ledelseskonsulent.
Har fungeret som udviklingsansvarlig i store virksomheders HR-organisation.

Reaktioner

Finansbladet

De savner slet ikke deres chef
Af Carsten Rasmussen

Se PDF

 

A4 Arbejdsliv:

https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/nu-gaar-68-erne-paa-pension-her-er-deres-raad-til-nutidens-loenmodtagerne

 

Mandag Morgen:

https://www.mm.dk/artikel/haves-dygtige-seniorer-oenskes-bedre-ledere

 

A4 Arbejdsliv:

https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/da-efteruddannelse-roeg-i-christiansborgs-glemmeskuffe

 

Anmeldelse af Ulla Bechsgaard i Jyllands-Posten den 7. december 2019

Ulla Bechsgaard

”Arbejdets forstået baglæns er en ganske særlig bog...Bogen..er gedigent spændende. Den er velskrevet og godt redigeret med gode opsamlinger og otte gode råd til et godt seniorliv”.

 

Ingeniøren den 10.1. 2020: Interview med Niels Møller

”Alle 12 faggrupper beskriver 1970’erne og 1980’erne som en gylden tid med god ledelse, megen frihed og uddelegering af ansvar, men der bliver strammet op igen i begyndelsen af 1990’erne. Ledelse bliver mere hierarkisk, og mange virksomheder indfører amerikanske ledelsesformer. Øget kontrol, målstyringsredskaber som KPI og New Public Management bliver en del af hverdagen.” 

 

PROSAbladet

40 ARS ERFARING  skal inspirere  fremtidens arbejdsliv
Af Stine Nysten

Se PDF

 

Vi elsker at skabe værdi samm

Seniornyt september 2020

Se PDF

 

Ældreplejen skal have værdibaseret ledelse

NIELS HØIBY
professor, overlæge, dr.med., Farum

Jyllands-Posten 22. oktober 2020

Se billedet

Sprog: Dansk
Sidetal: 293
Udgivelsesdato: 23/09/2019

Udgivelser

Det ukendte Sydfrankrig

Mads Christoffersen & Eva-Marie Møller

Hævnen fra Hanoi

Thomas Bo Pedersen

Flygtningeskæbner

Mads Christoffersen & Eva-Marie Møller

OPRØR I MYANMAR

Oprør i Myanmar

Eva-Marie Møller

De gule veste har ordet

Mads Christoffersen

Mord på universitetet

Mads Christoffersen